Sådan bygger du shelter uden byggetilladelse
Er du en af de mange danskere, der drømmer om at berige din have med et hyggeligt shelter, eller har du måske allerede taget skridtet uden at tænke over den formelle proces? Så har vi spændende nyheder til dig fra Tegnestuen Holtermann.
Fra 1. januar 2024 har reglerne ændret sig til din fordel. Social- og Boligstyrelsen har nemlig revideret Bygningsreglementet 2018, hvilket betyder, at du nu kan opføre et shelter i din have UDEN at skulle ansøge om byggetilladelse først. Men før du griber hammer og søm, er der et par vigtige detaljer, du bør kende til.
Vigtige betingelser for shelter uden byggetilladelse
Selvom det er blevet lettere, er der stadig nogle betingelser, der skal opfyldes for at sikre, at dit shelter kan opføres uden forudgående byggetilladelse:
- Bygningen skal udføres i overensstemmelse med de præ-accepterede løsninger for mindre bebyggelse i anvendelseskategori 1 og 4, som er beskrevet i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – Brand.
- Bygningen må ikke være opvarmet. Der må ikke være installationer i bygningen, f.eks. toilet, vand eller varme.
- Der skal være en eksisterende godkendt boligenhed på grunden.
- Bygningen må kun anvendes til privat brug.
- Bygningen må højst være 1 etage og må ikke være hævet mere end 0,3 m over terræn.
- Bygningen må højst være 20 m².
Placering og bebyggelsesprocent: Det skal du være opmærksom på
Når du planlægger dit shelter, er placeringen afgørende. For selvom det er nærliggende at tro, at shelters ligger i samme boldgade, som garager, carporte, udhuse og lignende, så er dette altså IKKE tilfældet.
Shelters har nemlig fået sin helt egen kategori i bygningsreglementet, som så mundret hedder "primitiv mindre bygning til lejlighedsvis overnatning". I alt sin enkelthed betyder det, at shelters skal placeres minimum 2,5 meter fra naboskel (5 meter hvis du agter at opføre shelteret i et sommerhusområde) og behandles altså ikke som garager, carporte, udhuse m.m., men i stedet som eksempelvis hævede opholdsarealer og udestuer, hvor de samme regler gælder.
Udover placeringen af dit shelter, er det også nødvendigt at tage et kig på din bebyggelsesprocent, for som vi tidligere har fået på plads, så har shelters fået sin helt egen kategori, og dykker man ned i bygningsreglementets beregningsregler, som beskriver hvordan bebyggelsesprocenten udregnes, finder vi, at "mindre bygninger til lejlighedsvis overnatning" IKKE nævnes sammen med de 50 m² af sekundær bebyggelse, som garager, carporte, udhuse og lignende, man almindeligvis kan fratrække i udregningen af sin bebyggelsesprocent.
Det betyder altså, at du kan risikere at overskride byggerettens bestemmelser om maksimal bebyggelse på din ejendom, selvom du i god tro har opført dit shelter UDEN byggetilladelse.
Shelters i landzone
Når det kommer til opførelsen af shelters i landzone, er der yderligere aspekter at tage højde for, som kan påvirke dit byggeprojekt. Først og fremmest, er det vigtigt at huske på Planloven. Denne lovgivning spiller en central rolle, da shelters ofte placeres i landzoneområder, hvor der er krav om, at bygningen opføres i tilknytning til eksisterende bygningsmasse på ejendommen for at undgå spredt bebyggelse i landzone. Shelterets afstand fra eksisterende bebyggelse kan derfor betyde, at der skal søges om særskilt landzonetilladelse for at kunne opføre shelteret.
Desuden kan der på din ejendom være kortlagt beskyttelseslinjer ved kyster og naturområder. Disse linjer er afgørende for, hvor du kan placere dit shelter. Retningslinjerne omkring disse beskyttelseslinjer er beskrevet i Naturbeskyttelsesloven, som bl.a. indeholder regler for byggeri i nærheden af kyster og beskyttede naturområder.
Er du i tvivl om, hvordan du skal forholde dig til dit shelter i landzone, eller om din ejendom er omfattet af disse beskyttelseslinjer kan det være en god idé at tage kontakt til din kommune, som kan hjælpe med at sikre, at lovgivningen overholdes.
Hvad koster en byggetilladelse?
Få et uforpligtende tilbud med det samme
Klik på felterne herunder for at se din pris. Udfyld derefter formularen, så vender jeg tilbage til dig hurtigst muligt.